Assedio di Saint-Martin-de-Ré (1627)

L‘assedio di Saint-Martin-de-Ré o assedio di St. Martin (in francese: Siège de Saint-Martin-de-Ré) fu un fatto bellico nell’Ile de Ré attorno alla fortezza della città di Saint-Martin-de-Ré, accaduto quando George Villiers, I duca di Buckingham tentò di occupare l’isola nel 1627. Dopo tre mesi di combattimenti, ad ogni modo, il governatore dell’isola Toiras e le rilevanti forze francesi riuscirono ad espellere il duca di Buckingham, il quale venne forzato a ritirarsi sconfitto. Questo incontro seguì un’altra disfatta del Buckingham, già avvenuta nel 1625 con la Spedizione di Cadice, e viene considerata l’apertura del conflitto anglo-francese, a sua volta parte della Guerra dei Trent’anni.

Il 12 luglio 1627 iniziò l’invasione da parte degli inglesi con 100 navi e 6.000 soldati sotto il comando del duca di Buckingham invasero l’Ile de Ré dalla spiaggia di Sablanceau con l’obbiettivo di prendere il controllo sulle navi che si avvicinavano a La Rochelle, e di incoraggiare così la ribellione della città ai francesi. Buckingham era intenzionato a prendere il controllo del Fort de La Prée e della cittadella fortificata di Saint-Martin-de-Ré. Toiras combatté per evitare lo sbarco da dietro delle colline naturali dell’isola con una forza di 1.200 fanti e 200 cavalieri, ma gli inglesi riuscirono comunque a scendere sull’isola pur pagando la morte di 100 uomini e 12 ufficiali solo in questa fase preliminare.

Nel giro di tre giorni Buckingham consolidò le sue posizioni e Toiras si ritirò nella cittadella di Saint Martin con 1.000 uomini per predisporre le difese necessarie. Buckingham aveva programmato di assediare la cittadella sebbene questo si dimostrasse più difficile del previsto. L’ingegnere inglese era caduto durante lo sbarco ed i cannoni si presentavano troppo piccoli per poter competere con le fortificazioni francesi. L’assedio continuò ad ogni modo strenuamente sino all’ottobre di quell’anno.

Per gli inglesi con l’autunno giunse la necessità di richiedere rinforzi alla madrepatria, anche se questo atto non si dimostrò semplicissimo. Il 3 settembre 1627, ad ogni modo, giunsero 2.000 soldati irlandesi al comando di Sir Ralph Bingley, oltre ad una piccola flotta di supporto comandata da Sir William Beecher con 400 mercenari.

Una flotta scozzese composta di 30 navi e 5.000 uomini avrebbe dovuto giungere in quello stesso mese in Francia per dare manforte al duca di Buckingham, ma venne dispersa presso le coste del Norfolk da una tremenda tempesta.

Una flotta di dimensioni considerevoli al comando del Conte di Holland era in preparazione nello stesso periodo ma quando partì il 6 novembre 1627, lo scontro era ormai terminato.

I francesi d’altro canto, malgrado le difficoltà, riuscirono a ottenere una flotta di supporto tra il 7 e l’8 ottobre 1627, composta di 29 navi e da 4.000 uomini che giunsero a sud dell’isola il 20 ottobre. Queste truppe erano comandate dal Maresciallo di Francia Henri de Schomberg.

Buckingham tentò un ultimo disperato attacco alla fortezza di Saint Martin il 27 ottobre, ma anche questo si dimostrò fallimentare. la fortezza di Saint Martin ancora una volta diede prova di essere inespugnabile e gli inglesi non erano attrezzati adeguatamente a superare queste difficoltà small stainless steel water bottle.

Sebbene anche la guarnigione francese fosse ormai esausta, la pericolosità di cadere prigioniero con i propri uomini in mano nemica fece desistere il duca inglese dal proseguire l’assedio ed egli diede ordine di spostarsi a nord, presso Loix con l’obbiettivo di imbarcarsi. Buckingham perse più di 5 footbal shirts.000 solo in questa campagna, su una forza totale di 7.000 con un risultato disastroso.

Dopo due mesi d’assedio a Saint-Martin-de-Ré, la popolazione di La Rochelle iniziò finalmente le aperte ostilità contro il governo centrale della Francia nel settembre di quell’anno, dando inizio all’Assedio di La Rochelle.

Dopo la sconfitta del duca di Buckingham nell’ottobre di quell’anno, l’Inghilterra tentò di inviare due flotte per aiutare La Rochelle. La prima, guidata da William Feilding, I conte di Denbigh lasciò le coste della madrepatria nell’aprile del 1628, ma fece ritorno senza combattere a Portsmouth.

Tornato in Inghilterra, Buckingham tentò di organizzare un secondo assedio a La Rochelle ma egli venne ucciso a Portsmouth il 23 agosto 1628 da John Felton, un ufficiale d’armata che era stato ferito nell’ultima campagna e che era più volte stato scalzato in azioni di rilievo dallo stesso duca di Buckingham. Felton venne impiccato nel novembre di quell’anno e Buckingham venne sepolto nell’Abbazia di Westminster.

La seconda flotta era invece comandata dall’Ammiraglio Robert Bertie, I conte di Lindsey e partì nell’agosto del 1628, ma rimase bloccata di fronte a La Rochelle dalle mura marine erette dai francesi.

Esausta e senza rinforzi, la città di La Rochelle infine si arrese alle truppe francesi il 28 ottobre 1628. A seguito di queste sconfitte, l’Inghilterra concluse il proprio coinvolgimento nella Guerra dei Trent’anni negoziando i trattati di pace con la Francia nel 1629 e con la Spagna nel 1630.

A seguito di questi conflitti, il porto principale di Saint Martin venne successivamente fortificato da Vauban nel 1681.

Frede Bojsen

Frederik ‚Frede‘ Engelhart Bojsen (født 22. august 1841 i Skørpinge Sogn ved Slagelse, død 4. december 1926 på Rødkilde, Stege) var en dansk Venstrepolitiker og højskolelærer, der grundlagde Rødkilde Højskole. Kvindesagsforkæmperen Jutta Bojsen-Møller var hans søster womens running belt.

Frede Bojsen var søn af præsten Frederik Engelhart Boisen og forfatteren Eline Boisen og fulgte 1850 med faderen til Vilstrup i Nordslesvig og kom næste år i Haderslev lærde skole, hvorfra han 1859 blev student. Efter at have taget filosofisk eksamen 1860 rejste Bojsen til Uppsala, hvor han studerede et års tid: han hørte særlig professorerne C. Säve (i de nordiske sprog) og C.V. Böttiger (i nyere litteratur) og arbejdede på en afhandling, omhandlende sagnet om Stærkodder, for hvilken han efter sin tilbagekomst til København 1861 vandt Københavns Universitets guldmedalje. Uagtet stærke opfordringer til at vælge et friere akademisk studium besluttede Bojsen at læse til teologisk eksamen; men ved siden deraf drev han andre litterære sysler. Med professor N small stainless steel water bottle.M. Petersen som vejleder udgav han en kortfattet dansk retskrivningslære (1862), og som „født Venstremand“ skrev han til flere blade. Han deltog med stor iver i det nordiske studentermøde i København 1862 og forlovede sig derefter med Karen Cathrine Anker (f cool goalie gloves. 16. juni 1843), datter af grosserer Peter Martin Anker på Rød ved Frederikshald (1801-1863). Endvidere overtog han efter sin farbroder P.O. Boisens død 1862 posten som førstelærer ved Enkedronningens Asylskole.

Uagtet disse sysler lykkedes det Bojsen ved anstrengt flid at tage teologisk eksamen i marts 1864, men han nægtede at aflægge den da fastsatte kandidated. Endnu forinden eksamenen (der holdtes ekstraordinært for ham og en anden kandidat i lignende forhold) havde han – som året forud havde lejet sig en stillingsmand til soldatertjenesten – meldt sig som officersaspirant, og efter at have bestået prøven som nr. 2 afgik han i maj til Hæren. Under resten af krigen gjorde Bojsen tjeneste ved bevogtningen af Fyns nordvestlige kyst; 1867 udnævntes han til løjtnant og stod i forstærkningen indtil 1883. For at medvirke til folkets åndelige løftelse efter krigens tunge nederlag besluttede Bojsen at grundlægge en folkehøjskole på Møn, hvor hans fader var blevet præst. Hans giftermål (han havde bryllup 26. juni 1865, men blev allerede enkemand 22. september 1866) gav ham dertil rige midler, og skolen åbnedes i oktober 1865 samt fik næste år en statelig bygning på Rødkilde i Stege Sogn, hvor Bojsen havde købt en stor gård. Bojsen ledede selv skolen i flere år, men måtte, da han var blevet Folketingsmand, overgive ledelsen i andre hænder og overdrog 1873 skolen helt til en ny forstander, J.H. Andersen. Fremdeles blev Bojsen 1865 leder for Møens Skytteforening og formand for øens våbenbrødre, 1867 formand for sognerådet og for landbosparekassen.

Dog snart fik Bojsen en videre virksomhed

kelme football pants

KELME Summer Football Training Pants Breathable

BUY NOW

39.99
26.99

. I årene 1865-66 havde han taget vigtig del i valgkampene på Møn, og i september 1869 valgtes han selv her til Folketinget; han blev siden stadig genvalgt, jævnlig uden medbejler og ingen sinde alvorlig truet af modstanderne. 1901 afgik han som folketingsmedlem. Bojsen sluttede sig straks til Det Nationale Venstre og gik med dette 1870 over til Det forenede Venstre, af hvis bestyrelse han snart blev medlem. Efter at have taget vigtig del i de politiske forhandlinger i november 1877 blev Bojsen ved partiets sprængning en af lederne for det Moderate Venstre og 1884 for det nye Danske Venstre samt var fra oktober 1882 medlem af Venstres fællesbestyrelse. Allerede 1870 valgtes Bojsen til Finansudvalget og var siden 1872 på et par enkelte samlinger nær dettes formand. Med stor flid satte Bojsen sig ind i statshusholdningens mange enkeltheder, skønt han tilsyneladende ikke øvede så stor indflydelse på Finanslovens behandling som udvalgets ordførere. Også kastede Bojsen sig over drøftelsen af de militære spørgsmål, rejste i sommeren 1871 til Schweiz for at sætte sig ind i dette lands ejendommelige hærordning under den schweiziske general Herzogs vejledning og var siden 1872 Venstres egentlige ordfører i de gentagne forhandlinger dels om Hærens ordning, dels om anlæg af befæstninger. I sommeren 1880 var han en af hovedmændene for den overenskomst, som da blev truffet om Hærens ordning, og ligeledes 1881 ophavsmanden til den nye militære straffelov. I forsvarssagen var han altid en afgjort modstander af Københavns Landbefæstning, men derimod en talsmand for udvikling af Flåden og af søminevæsenet. 1881 udgav Bojsen et lille skrift Til Oplysning om Hærlovs-Forhandlingerne for at forklare sin stilling til disse spørgsmål.

Bojsen var fremdeles virksom i andre vigtige sagers behandling, således 1871 medlem af udvalget om de lærde skolers undervisningsplan og 1887-88 ordfører for udvalget om kunstsmørret. 1883-84 var han formand for tingets politiske udvalg, og for at betegne, hvor fremragende en stilling han indtog, valgte tingets flertal ham 1887-88 til 1. viceformand. Også uden for Rigsdagen havde Bojsen vigtig del i den politiske opposition. I januar 1884 overtog han sammen med Christen Berg ledelsen af Morgenbladet og blev senere medlem af bladets bestyrelse, og i november 1884 indtrådte han i bestyrelsen for Københavns liberale Vælgerforening.

Som følge af overanstrengelse blev Bojsens helbred svækket, og vinteren 1879-80 tilbragte han derfor i syden (Algier og Mentona); han gjorde her bekendtskab med Augusta Jakobine Konow (f. 1. marts 1855), datter af proprietær August Konow på Tjerne og ligesom hans første hustru søster til en svoger af ham. Bojsen holdt bryllup med hende 3. november 1880.

I sit otium skrev han en del bøger om Møn: Jakob Sunesøn af Møn (1902), Stege Bys Bog 1418-1607 (1904); Af Møns Historie: Den forhistoriske Tid (1905) og Af Møns Historie II (1906). Han døde i 1926.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.

Odciąg

Odciąg – element konstrukcyjny masztu, rodzaj cięgna służącego przenoszeniu obciążeń poziomych. Zwykle stosowane przy masztach radiowych, żaglowych, turbinach wiatrowych, namiotowych i innych. Jeden koniec odciągu jest połączony przegubowo z konstrukcją masztu (w miejscu mocowania stosuje się przeponę – stężenie poprzeczne konstrukcji masztu), drugi połączony przegubowo z fundamentem. Połączenie odciągu z fundamentem musi zapewnić możliwość regulacji naciągu small stainless steel water bottle, pomiaru siły naciągu oraz, w przypadku np. masztów radiowych możliwość odizolowania od podłoża. W przypadku wyższych konstrukcji stosuje się grupy jednakowych odciągów (trzech lub czterech, w zależności od przekroju masztu) rozmieszczonych równomiernie wokół osi masztu, nachylonych pod tym samym kątem. Odciągi różnych poziomów mogą cell phone in bag, lecz nie muszą być równoległe do siebie.

Mieczysław Łubiński, Wojciech Żółtowski: Konstrukcje Metalowe Część II. Warszawa: Arkady evercare lint shaver, 2004 wool shaver, s. 353-387. ISBN 83-213-4328-7.

Magic Fire

Magic Fire is a 1955 biographical film about the life of composer Richard Wagner, released by Republic Pictures.

Directed by William Dieterle, the film made extensive use of Wagner’s music, which was arranged by Erich Wolfgang Korngold. Dieterle worked with Korngold on several Warner Bros. films, including A Midsummer Night’s Dream and Juarez. It was one of the final films Republic made in the two-strip color process known as Trucolor.

Although many details about Wagner’s life were accurately portrayed, the film often distorted some facts, apparently for dramatic purposes. One high point was the accurate depiction of the riot at the Paris Opera House for the premiere of the revised version of Tannhäuser. The film depicted King Ludwig II’s patronage of Wagner, without going into much detail about the king’s controversial personality.

The film used a very large cast, opulent sets, and lavish costumes. Since Republic was known primarily for westerns and adventure serials, Magic Fire was one of the rare „prestige“ films to be produced by studio chief Herbert Yates. Nevertheless, critical response was mixed and box office receipts in the U.S. were disappointing.

The film was shot in Italy and Germany over 12 weeks.

It was released in the United Kingdom on July 15, 1955, and in the United States on March 29, 1956 small stainless steel water bottle. Other European releases were in Denmark on November 21, 1956, and in Finland on October 18 running drink belt, 1957.

Narushima Ryūhoku

Narushima Ryūhoku (成島柳北) , est un lettré et écrivain japonais né à Asakusa. Il reçoit le nom de Korehiro (惟弘). Les membres de la famille Narushima sont okujusha (奥儒者), c’est-à-dire précepteurs confucéens des shoguns Tokugawa, et participe à l’édition du Tokugawa Jikki (德川實紀) et autres annales historiques dont le (後鑑 Nochikagami). Jeune homme, Narushima Ryūhoku prend part à cette activité d’édition.

Il sert comme précepteur des shoguns Iesada et Iemochi mais, selon certaines théories, est licencié parce qu’il a écrit un poème critique de ce que ses recommandations n’ont pas été adoptées. Il commence à étudier la culture occidentale à cette époque. Au cours de l’ère Keiō (1866-68), il sert dans la cavalerie du shogun et aussi brièvement en tant que ministre des Affaires étrangères. Après la restauration de Meiji, il occupe un poste au temple Higashi Hongan-ji, qui parraine pour lui et quatre autres personnes une tournée vers l’Europe et les États-Unis de 1872 à 73. Peu de temps après son retour au Japon, Narushima devient le rédacteur en chef du Chōya Shinbun (朝野新聞), et fonde également la revue littéraire Kagetsu shinshi (花月新誌). En 1876, il est emprisonné pendant quatre mois pour avoir enfreint les lois sur la presse du gouvernement de Meiji. Après sa libération, il publie un essai intitulé Gokunaibanashi (ごく内ばなし). Il se montre très critique envers les grands fonctionnaires de Satsuma et Chōshū qui, bien que vassaux de l’ancien shogunat, ont maintenant une attitude arrogante dans leurs nouvelles fonctions de dirigeants du gouvernement Meiji. En signe de protestation, il déclare « je vais devenir une personne inutile entre la nature »(?), et commence à écrire des satires.

L’œuvre la plus connue de Narushima est Ryūkyō Shinshi (柳桥新志), ou « Nouvelles Chroniques d’Asakusa&nbsp small stainless steel water bottle;», dont il commence à écrire le premier volume en 1859 et le second en 1871. L’ouvrage porte sur le monde des quartiers de plaisir de Yanagibashi, illustrant avec humour les changements culturels de l’époque d’Edo à l’ère Meiji.

Kōsei Nichijō (航西日乗), ou «&nbsp running phone holder;Journal d’un voyage en Occident&nbsp running belt;», est le récit de voyage qu’il écrit pendant son voyage en Europe et aux États-Unis en 1872-1873.

MCM Rucksack | Kelme Outlet | maje dresses outlet| maje dresses for sale

kelme paul frank outlet new balance outlet bogner outlet le coq sportif outlet Söckchen Plädoyer für Socken schwingenden Röcken